Paradentose

Hvad betyder det for mig ?

Hvad er årsagen til Paradentose ?

Paradentose er betændelse i tandkød og kæbeben.

Årsagen er bakterier som sidder langs kanten af tandkødet og i tandkødslommerne. Bakterierne sidder særligt godt fast når man har tandsten, som er kalkaflejringer på tænderne. Tandsten kan sidde både ovenfor tandkødet og nede i tandkødslommerne.

I særlige tilfælde kan der sidde tandsten helt inde mellem tændernes rødder.

Betændelsen giver hævet, rødt og løst tandkød, som kan bløde når man børster tænder. Der behøver dog ikke at være synlig blødning når man har paradentose.

Betændelsen i tandkødet kan medvirke til at kæbebenet går i opløsning og forsvinder. Tænderne bliver løse og kan i værste fald falde ud, hvis ikke sygdommen behandles og hele tiden holdes under kontrol.

Sygdommen forløber ofte i ryk. Det vil sige at perioder hvor sygdommen er i ro kan afløses af perioder hvor den forværres. Dette påvirkes af generelt helbred, tobak, stress og medicin.

Men mest af alt af den daglige mundhygiejne.

Før behandling

Efter behandling

Hvordan undersøges og behandles paradentose ?

Paradentosen undersøges ved måling af tandkødslommernes dybde, røntgenbilleder, eventuel blødning og om der kommer betændelse fra tandkødet. Dette følges nøje til kontrolbesøgene, for at sikre den ønskede effekt af behandlingen.

Behandlingen går ud på at fjerne bakterier og tandsten fra tænder og tandkødslommer. Det er vigtigt at få fjernet tandsten så ofte at tandkødet kan holdes sundt. Tandrensningen foretages af tandplejeren med specielle instrumenter. Ofte vil det være nødvendigt med bedøvelse når der skal renses grundigt i tandkødslommerne.

Hvis tandkødslommerne bliver ved med at være for dybe eller der stadig er betændelse kan en tandkødsoperation komme på tale. Din tandlæge kan fortælle dig mere herom.

Den daglige mundhygiejne er meget vigtig for at holde situationen under kontrol. Derfor vil tandplejeren tilrettelægge det hygiejneprogram, som bedst passer til dine tænder. Tandbørster og andre hjælpemidler, som du skal bruge kan selvfølgelig fås på klinikken.

Facts om Paradentose

Hvad koster det at forebygge eller behandle paradentose ?

Prisen kan variere efter hvor meget paradentose du har og hvor ofte den skal kontrolleres.

Der er to forskellige paradentosebehandlinger:

Almindelig paradentosebehandling:

anvendes ved mildere grader af paradentose. Denne suppleres af nogle røntgenbilleder og nogle tandrodsrensninger ofte med bedøvelse. Endelig kommer der et antal kontroller efter behov. Pris: (ca. kr. 450,- til ca. kr. 1500,-)

Udvidet paradentosebehandling:

anvendes ved sværere grader af paradentose.

Denne behandling suppleres ofte af flere røntgenbilleder og mange tandrodsrensninger med bedøvelse. Hertil kommer et antal kontrolbesøg.

Pris: (ca. kr. 800,- til ca. kr. 3000,-)

Der er desuden en særlig takst hvis din paradentose er så alvorlig at den skal opereres.

Det er en god ide at melde sig i ”sygesikringen danmark”, hvis man har paradentose. Du vil sagtens kunne få økonomi i dit medlemskab med de refusioner som ”danmark” giver til forebyggelse og behandling af paradentose.

Hvad sker der efter forebyggelse og behandling af paradentose ?

Efter endt forebyggelse eller behandling af paradentose vil vi vurdere hvor ofte det er nødvendigt for dig at komme til kontrol.

Ved kontrolbesøgene undersøger tandplejeren dit tandkøds tilstand, måler tandkødslommerne og vurderer om din egen indsats med mundhygiejnen er tilstrækkelig.

Endelig fjernes tandsten, bakterier og misfarvninger fra dine tænder. Kontroller foregår typisk hver 2 –4 måned i starten.

Pris: (kr. 275 til kr. 450,-)

Hvad kan man love om forebyggelse og behandling af paradentose ?

Da al forebyggelse og behandling af paradentose er en kamp mod biologi, er det svært at vide helt præcist hvordan sygdommen udvikler sig for den enkelte.

Statistikken viser dog at paradentose som behandles effektivt kan standses i langt de fleste tilfælde, således at du kan beholde dine egne tænder i mange år.

Et godt resultat forudsætter dog altid god mundhygiejne og hyppige kontrolbesøg hos tandplejeren.


Tandplejer Anita Andersen
Autoriseret Tandplejer 1996. 

Jeg kan hjælpe dig med at bevare dine egne tænder hele livet

Jeg kan undersøge dig med henblik på at vurdere graden af din eventuelle paradentose.

Herefter kan jeg i samråd med din tandlæge foreslå og udføre den behandling, som bedst giver mulighed for at løse dit problem.

Chor 2009